Styrk Arbejderne: Privatisering af Folkepensionen i Chile

José Piñera

Oversat af Chresten V. Anderson

Et spøgelse går igennem verden. Dette spøgelse er fallerede, statsstyrede pensionsprogrammer. Betal-hen-ad-vejen pensionssystemet, som har været det alt dominerende system igennem det meste af dette århundrede har en fundamental fejl. En fejl, der skyldes en misforståelse af hvorledes mennesker handler: Denne misforståelse ødelægger, på individ niveau, det essentielle bånd mellem indsats og belønning - med andre ord mellem personligt ansvar og personlige rettigheder. Når dette sker på massivt niveau og over en længere periode, så bliver resultatet en katastrofe.

To eksogene faktorer forværrer resultatet af denne fejl: (1) den globale demografiske trend for faldende fødselsrater, og (2) den medicinsk udvikling, der har medført en længere levetid. Resultat bliver færre og færre arbejdende til at betale for flere og flere pensionister. Eftersom der er en øvre grænse for både pensionsalderen og skattetrykket, bliver man nødt til at reducere den lovede pension, en klokkeklar indikator af et bankerot system.

Uanset om denne reduktion sker gennem inflation, som i de fleste ulande, eller gennem lovgivning så er resultatet det samme for folkepensionisten: en lidelse i alderdommen, som paradoksalt nok er skabt af den medfødte usikkerhed i ”det sociale sikkerhedsnet”.

I 1980 besluttede den chilenske regering at tage tyren ved hornene. Det statskontrollerede pensionssystem blev erstattet af en revolutionerende innovation: et privat administreret nationalt system af Pensionsopsparingskonti.

Efter 15 år i funktion taler resultaterne for dem selv. Pensionerne i det nye private system er allerede 50 til 100 procent højere - afhængig af pensionstypen - end de var under betal-hen-ad-vejen systemet. Ressourcerne der administreres af private pensionsfonde er løbet op til 25 milliarder dollars eller ca. 40 procent af BNP ( 1995). Ved af forbedre såvel kapitalmarkedet som arbejdsmarkedet har privatisering af pensionen været en af nøglereformerne der har skubbet vækstraten op på 6.5 procent i gennemsnit gennem de 12 år. Derudover er den chilenske opsparingsrate steget til 27 procent af BNP og arbejdsløsheden er faldet til 5.0 procent siden reformen blev påbegyndt.

Og endnu mere vigtigt er, at pension ophørte med at være et offentligt spørgsmål, og dermed depolitiseredes en kæmpe del af økonomien og gav individer mere kontrol over deres eget liv. Den strukturelle fejl er blevet fjernet og fremtidens pensioner afhænger af den individuelle opførsel og af markedets udvikling.

Den succesfulde chilenske privatisering af pensionssystemet har medført,

at tre andre Sydamerikanske lande har fulgt trop. I de sidste par år har Argentina (1994), Peru (1993), og Colombia (1994) gennemført lignende reformer. I de fire Sydamerikanske lande har omkring 11 millioner arbejdere deres egne pensionskonti.

Erfaringerne fra Chile kan bruges af resten af verden. Selv I USA er man begyndt for alvor at diskutere en privatisering af det 60 år gamle pensionsprogram. Det amerikanske pensionsprogram er med et budget på over 350 milliarder dollars det største offentlige program i verden (det er større end selv USA's militærbudget under den kolde krig.)

Som en indication på ideens magt, så har selv kinesiske embedsmænd været på studietur til Chile for at se nærmere på det private pensionssystem. Et resultat af denne specielt interessante udvikling blev fornyligtbeskrevet i The Economist

Der er som regel mere spænding end komedie i den langtrukne debat mellem Storbritannien og Kina om Hong Kongs fremtid. Men et smil må have passeret Hong Kongs Guvernør Chris Pattens læber mens Kina satte en stopper for hans planer om at introducere en (betal-hen-ad-vejen) pensionsplan i kolonien. Zhou Nan, det kommunistisk Kinas øverste repræsentant i Hong Kong pointerede, at Mr. Patten , en britisk konservativ, forsøgte at introducere ”dyre Euro-socialistiske” ideer til Hong Kong [11 February 1995].

 

Det er muligt at mange andre lande, inklusive alle de amerikanske, vil have privatiseret deres pensionsordning inden årtusindskiftet. Dette vil betyde en massiv omdistribuering af magt fra staten til den enkelte, og dermed styrke den personlige frihed, fremme den økonomiske vækst og modvirke fattigdom, specielt i alderdommen.

Det Chilenske POK System
Under det chilenske Pensionsopsparingskonto (POK) system, er det, der bestemmer den enkelte arbejders pension, den opsparing, han har akkumuleret igennem arbejdsårene. Hverken arbejder eller arbejdsgiver skal betale pensionsskat til staten. Arbejderen skal heller ikke modtage en offentligt betalt pension. I stedet for vil 10 procent af lønnen som tjenes arbejdsårene automatisk blive indbetalt af arbejdsgiveren på hans individuelle POK. Denne procentdel gælder kun for de første 170.000 kroner som tjenes per år. Det betyder, at når lønnen stiger, som følge af økonomisk vækst, så falder ”den påtvungne” del af pensionsopsparingen.

En arbejder kan yderligere opspare 10 procent af hans eller hendes løn hver måned, denne indbetaling er ligeledes fradragsberettiget, og har til formål at øge den frivillige opsparing. Normalt vil en arbejder indbetale mere end 10 procent af lønnen, hvis han ønsker at blive pensioneret tidligt eller at opnå en højere pension.

En arbejder vælger en af de private Pensionskasser ("Administradoras de Fondos de Pensiones,'' AFPs) til at administrere hans POK. Disse pensionskasser kan ikke sælge andre produkter og er underlagt statslig regulering for dels at sikre en diversificeret og lav risikoportefølje og dels at forhindre bedrageri og tyveri. En separat offentlig institution, det meget tekniske ”AFP Kontrollen”, holder øje med området. Der er naturligvis fri adgang til AFP markedet.

Hver AFP operere hver deres fond, som investerer i aktier og obligationer. Investeringsbeslutningerne bliver foretaget i den enkelte AFP. Statslig regulering sætter udelukkende maksimum på andelen af investeringen som foretages i forskellige typer af værdipapirer. Helt i reformens ånd er det meningen, at disse reguleringer vil blive mindsket som tiden går og AFP’erne får mere erfaring. Der er ikke noget krav om at der skal investeres i statsobligationer eller lignende. Rent juridisk er Pensionskassen og fonden to separate enheder, så selv om AFP’en skulle gå bankerot, så vil fondens midler, altså arbejdernes opsparing, ikke blive påvirket.

Arbejdere kan frit vælge og skifte mellem pensionskasserne. Der er derfor en j konkurrence mellem selskaberne om at give det højeste afkast, den bedste service eller den mindste kurtage. Hver enkelt arbejder har sin egen POK-bog og hver tredje måned modtager han et kontoudtog, der informerer ham om hvor mange penge han har sparet sammen til alderdommen og om hvordan fonden har klaret sig. Denne konto står i arbejderens navn og er hans ejendom, og vil blive brugt til at finansiere hans alderdomspension (og eventuelt efterlade en arv).

Ganske som ventet er der individuelle præferencer vedrørende alderdommen der er det vedrørende alle andre forhold som ved alle andre forhold. Nogle ønsker at arbejde hele livet, mens andre ikke tidligt nok kan blive pensionerede og dermed få tid til kald eller hobbies, som forfattervirksomhed eller lystfiskeri . Det gamle, betal-hen-ad-vejen system tillod ikke sådanne præferencer, undtagen gennem et kollektivt pres for eksempelvis at få en tidlig pensionsalder for en ganske bestemt og magtfuld interessegruppe. Det var et en-størrelse-passer-alle system, som satte prisen på lykke.

Pensionskassesystemet derimod tillader at sådanne individuelle præferencer kan omdannes til handling, som medfører det ønskede resultat. I mange af pensionskassernes kontorer er der brugervenlige computerterminaler hvor man kan udregne hvad ens forventede pension vil være baseret på balancen på kontoen og ønsket pensionsalder. Alternativt kan man udregne den pension man ønsker og dermed få at vide hvor meget der skal indbetales hver måned, hvis man vil pensioneres på et givent tidspunkt. Derefter kan man blot bede ens arbejdsgiver om at indbetale beløbet på ens konto. Man kan naturligvis ændre dette beløb som tiden går alt afhængigt af hvorledes pensionsfonden giver afkast. Bundlinjen er, at det er arbejderen selv der bestemmer pensionsstørrelse og pensionsalderen, på samme måde som med skræddersyet tøj.

Som nævnt ovenfor er ens indskud fradragsberettiget. Fortjenesten på POK’en er skattefri. Når man har nået pensiosnalderen og penge trækkes ud af fonden betaler man skat i henhold til den skatteklasse, man tilhører.

Det chilenske system inkludere både private og offentligt ansatte. De eneste der er undtaget, er ansatte i forsvaret og i politiet, hvis pension, ganske som i andre lande er en del af deres løn- og arbejdsvilkår. (Efter min bedste overbevisning, men endnu ikke deres, ville de også være bedre stillet med en POK). Alle andre ansatte arbejdere skal have en POK. Selvstændige kan oprette en konto, hvis de ønsker, og dermed skabes der interesse for at komme med i den formelle økonomi.

En arbejder der har indbetalt i mindst 20 år men hvis pensionsopsparing, når han når pensionsalderen, er under den lovbestemte "minimumspension” modtager en pension fra staten når hans POK er udtømt. Hvad der er vigtigt at understrege her er, at ingen bliver defineret som fattige på forhånd. Udelukkende efter pensionering og ens POK er blevet opbrugt modtager en fattig pensionist offentlig støtte. (Personer som ikke har indbetalt i 20 år kan ansøge om en offentlig pension men den er på et meget lavere niveau).

POK systemet indeholder også livs- og ulykkesforsikring. Hver AFP yder denne service ved at tegne en gruppeforsikring hos private forsikringsselskaber. Denne forsikring betales af et yderligere indskud på ca. 2.9 procent af ens løn. Dette inkluderer kommission til AFP’en.

Den påkrævede minimumsopsparing på 10 procent blev fastlagt under forventning af et gennemsnitligt afkast på 4 procent igennem ens arbejds liv. Dermed ville en arbejder have rigeligt med penge til at finansiere en pension svarende til 70 af pågældendes endelige løn.

Den ”officielle” pensionsalder er 65 for mænd og 60 for kvinder. Denne pensionsalder, det er den traditionelle pensionsalder i betal-hen-ad-vejen systemet, blev ikke diskuteret i forbindelse med privatiseringsreformen da det ikke er en del af strukturen i det nye system. Men betydningen af "pensionering” er anderledes under POK systemet end under det traditionelle system. For det første kan man fortsætte med at arbejde efter ”pensionering” i POK systemet. Hvis man gør det modtager man stadig pension, men er ikke forpligtiget til at indbetale til pensionskassen. For det andet kan man, hvis man har en tilstrækkelig stor opsparing til en ”rimelig pension” (svarende til 50 procent af ens gennemsnitlige løn igennem de sidste 10 år, og forudsat den er højere end "minimumspensionen”) vælge at blive pensioneret når man har lyst.

Dermed 60-65 år grænsen ikke en fastlåst del af systemet. Den betyder snarere, at man skal indsætte 10 procent af ens indtægt på pensionsopsparingen, indtil man når denne alder, medmindre man har valgt at gå på pension tidligere. Det er helt tydeligt at det ikke er en pensionerigsalder I gængs forstand. Man skal dog have nået denne alder før man kan modtage den offentlige minimumspension.

 

Der er dog på ingen måde et krav om at man skal holde op med at arbejde efter en given alder ej heller er der et krav om at man skal fortsætte med at arbejde efter at man har opnået en ”rimelig pension”, ganske som beskrevet ovenfor.

Ved pensionering kan man vælge mellem to forskellige udbetalingsmuligheder. Enten kan man bruge opsparingen til at købe en annuitet fra et privat foirsikringselskab. Denne annuitet sikrer en konstant månedlig indtægt resten af livet, som er indekseret for inflation (der er indekserede obligationer på det chilenske kapitalmarked som gør det muligt for selskaber at investere med dette i mente), samt en vis pension til efterladte. Alternativt kan man beholde en opsparing i pensionskassen og så lave månedlige udbetalinger, begrænset afhængigt af forventet levetid på den pensionerede og eventuelle efterladte. I det sidste tilfælde vil de overskydende midler fra opsparingen, efter pensionisten er død, blive en del af arven til de efterladte. I begge tilfælde kan et eventuelt overskydendebeløb hæves hvis der er flere penge end nødvendigt for at købe en annuitet eller månedlige udbetaling som svarer til 70 procent af hans endelige løn.

POK systemet løser det typiske problem i et betal-hen-ad-vejensystemet nemlig den demografiske udvikling, hvor en befolkning der bliver ældre og ældre og hvor antallet af arbejdere per pensionist falder. I POK-systemet betaler den arbejdende del af befolkningen ikke for pensionerne. Dermed sikres, i modsætning til betal-hen-ad-vejen- systemet, mod intergenerations konflikter og en eventuel bankerot er forhindret. Det problem som mange lande står overfor - et pensionskrav uden opsparing -eksisterer ikke under POK systemet.

I modsætning til et privat pensionssystem baseret på arbejdsgiveren og som normalt pålægger arbejdere som forlader arbejdspladsen før tid omkostninger eller hvor medarbejdernes pensionsfond kan forsvinde som følge af en bankerot - hvilket dermed resulterer i både arbejdsløshed og manglende pensionsopsparing - så er POK systemet helt uafhængigt af arbejdsgiveren. Og eftersom POK’en ejes af arbejderen og ikke arbejdsgiveren, så er følger kontoen arbejderen. Og eftersom pensionskassen skal investere i likvide papirer så har den en daglig værdi, og det er derfor let at flytte pensionskasse. Arbejderen vil derfor aldrig være ”låst” fast til sin arbejdsplads. Eftersom der ikke sættes grænser på arbejdskræften frie bevægelighed, såvel i landet som internationalt, er pensionssystemet med til at skabe et arbejdsmarkedet som er fleksibelt og som hverken støtter eller straffer indvandrere.

Et sådant system er ligeledes meget mere effektivt når det gælder skabelsen af et fleksibelt arbejdsmarked. Rent faktisk så beslutter folk sig i stigende grad for kun at arbejde nogle timer om dagen eller at tage orlov, dette gælder især kvinder og unge. I et betal-hen-ad-vejensystem er dette et problem da skatterne skal bruges til at betale for pensionsydelserne. Dette er ingenlunde tilfældet under et privat pensionssystem hvor pauser i indbetalingerne på ingen måde er et problem.

 

Overgangen

Et problem er at finde frem til et permanent privat pensionssystem. Et andet er, for lande der allerede har et betal-hen-ad-vejensystem, at skabe en overgang til det private system. Denne overgang skal tage højde for det eksisterende system og især for eventuelle begrænsninger i forhold til det nationale budget.

I Chile satte vi tre simple regler for overgangen.

1. Staten garanterede dem som allerede modtog pensioner, at deres pension ikke ville blive påvirket af reformen. Denne regel var vigtigt eftersom pensionsmyndighederne tydeligvis ville ophøre med at modtage penge fra dem som flyttede over til det nye system. Dermed ville den offentlige pensionskasse ikke have været i stand til at betale pension med dens egne resourcer. Derudover ville det være helt og aldeles uretfærdigt overfor de ældre at ændre deres pension og deres forventninger på et så sent tidspunkt i deres liv.

2. Alle der allerede var en del af betal-hen-ad-vejen systemet fik valget mellem at blive i det system eller at flytte over i det nyte system. De, der forlod det gamle system blev givet en ”erkendelses obligation” som blev indsat på deres nye pensionsopsparing (Obligationen var indekseret og havde en realrente på 4 procent.) Staten udbetaler først obligationen når vedkommende når den officielle pensionsalder. Obligationerne kan handles på markedet så de kan bruges til en tidlig pensionering. Denne obligation afspejlede den sum som den pågældende havde allerede optjent i betal-hen-ad-vejensystemet. Dermed ville en person der havde indbetalt i årevis ikke skulle begynde forfra i det nye system.

3. Alle der efterfølgende ville begynde på arbejdsmarkedet trådte automatisk ind i det nye system. Dermed lukkedes døren til det uholdbare betal-hen-ad-vejen system. Dette krav sikrede at det gamle system ville ophøre med eksistere lige så snart den sidste arbejder nåede pensionsalderen (derefter og for en begrænset periode måtte staten finansiere pensionsudbetalingerne til dem som forblev i det gamle system.)Dette krav er vigtigt for den mest effektive måde at reducere den offentlige sector på er ved at aflive programmer helt og aldeles. Det er ikke nok at blot reducere dem for så kan en senere regering blot genoplive dem.

Efter adskillige måneders debat om de foreslåede reformer og en pædagogisk oplysningskampagne med det formål at forklare reformen for folk,[1] blev pensionsreformloven vedtaget d. 4. november, 1980.

For at sikre fri og lige adgang til pensionsmarkedet for alle som kunne være interesserede, fastsatte loven en seks måneders begrænsning under hvilken ingen pensionskasse kunne begynde (ikke engang at reklamere). Dermed er pensionskasse området unikt da der kan fastsættes en undfangelsesdato (d. 4. november, 1980) og en fødselsdato (d. 1. maj 1981).

I Chile, som i de fleste andre lande (men ikke USA), er 1. maj arbejdernes internationale kampdag. At denne dato var blevet valgt var bestemt ikke tilfældigt. Symboler er vigtige, og netop denne startdato gør at arbejderne kan fejre 1. maj ikke som en kampdag, men som den dag hvor de blev frie og kunne vælge deres egen pensionsordning. De blev dermed befriet fra det gamle statsdrevne systems ”lænker”.

Samtidigt med at det nye pensions system blev skabt blev alle bruttolønninger omdefineret så størstedelen af arbejdsgiverens del til det gamle system blev inkluderet. (Resten af arbejdsgiverens del blev ændret til en midlertidig skat der udelukkende skulle betale for overgangen. Når skatten var helt udfaset, som besluttet under pensionsreformloven, ville ekstra omkostningerne ved at hyre arbejdere falde.) Arbejderens indbetaling blev trukket fra den nye højere bruttoløn. Og fordi den samlede indbetaling under det nye system var lavere under det nye system end under det gamle betød det at nettolønnen steg med ca. 5 procent.

På den måde fik man brudt illusionen om at både arbejdsgiver og arbejder betalte til pension, en metode der tillod politisk manipulation af bidragsstørrelserne. Udfra et økonomisk synspunkt bærer arbejderen stort set hele byrden af en arbejdsgiver betalt skat, da det aggregerede udbud af arbejdskraft er meget uelastisk. Samtidig er alle indbetalinger i den sidste ende afhængig af arbejderens marginale produktivitet, og arbejdsgiveren bliver nødt til at tage højde for alle omkostninger -uanset hvad de kaldes - ved ansættelses- og lønbeslutninger. Ved at ændre navnet gjordes det klart at alle indbetalinger blev betalt af arbejderen. Under dette scenario bliver den endelige løn selvfølgelig et resultat af de frie markedskræfter.

Finansieringen af overgangen er et komplekst og teknisk emne som hvert enkelt land selv må løse afhængigt af dets egen situation. Den implicitte betal-hen-ad-vejen gæld fra det chilenske system i 1980 er blevet estimeret til omkring 80 procent af BNP. [2] (Størrelsen på den gæld var blevet reduceret af en reform af det gamle system I 1978, specielt gennem rationalisering af indeksering og ved at hæve pensionsalderen). En nylig undersøgelse fra Verdensbanken (1994: 268) sagde følgende: "Chile viser, at et land med en rimelig konkurrence i banksektoren, et velfungerende finansmarked og en rimelig makroøkonomisk stabilitet kan finansiere et større overgangsunderskud uden at det afspejles i renten.”

Chile benyttede sig af fem metoder til at finansiere de (på kort sigt) finansielle omkostninger ved at skifte til et privat system:

1. På statens balance (hvor en hvilken som helst stat bør opgøre både aktiver og passiver), blev statspensionen til dels opvejet af diverse statsejede virksomheder. Dermed blev privatisering ikke blot en måde at finansiere overgangen på men sikrede også øget effektivitet, spredte ejerskabet og depoliserede økonomien.

2. Eftersom indbetalingerne som kræves for at sikre en rimelig pension generelt er lavere under et kapitalpensionssystem end under skattefinansieret system, kan en del af differencen mellem disse benyttes til en midlertidig skat uden at dette betyder en reduktion i nettolønninger eller øger omkostningerne ved nyansættelser.

3. Ved at optage statslån kan overgangsomkostningerne spredes over flere generationer. I Chilen blev ca. 40 procent af omkostningerne finansieret gennem en udstedelse af statsobligationer på markedsvilkår. Disse obligationer er hovedsagligt blevet købt af pensionskasserne som en del af deres inversteringsportefølje og denne ”overgangsgæld” bør være helt væk når den sidste pensionist under det gamle system er borte (til sorg for familie og venner af den pågældende, men uden tvivl til glæde for fremtidens finansministre).

4. Behovet for at finansiere overgangen var et kraftigt signal om at reducere resourcespild i den offentlige sektor. I årevis har finansministeren kunnet bruge dette argument til at stoppe finansieringen af uberettigede nye tiltag eller til at reducere ineffektive gamle programmer.

5. Den økonomiske vækst, som det nye system medførte, øgede skatteindtægterne markant, specielt for punktafgifter og moms. Kun 15 år efter pensionsreformen er der overskud på Chiles finanslov.

Resultaterne

Pensionskasserne har allerede akkumuleret en inverteringsfond på 25 milliarder dollars (210 milliarder kroner) en usædvanlig stor sum penge rejst internt i et uland med blot 14 millioner indbyggere og en BNP på 60 milliarder dollars (510 milliarder kroner).

Denne langsigtede investering af kapital har ikke blot hjulpet til med at øge den økonomiske vækst men også sikret udviklingen af effektive finansielle markeder og institutioner. Beslutningen om først at skabe et privat pensionssystem og dernæst at privatisere statsejede selskaber var en fornuftig rækkefølge. Det gav mulighed for, at arbejderne kunne tjene enorme summer på den øgede produktivitet hos de privatiserede virksomheder og igennem den højere aktiekurs kunne de få en højere andel af velstanden skabt af privatisering af virksomhederne.

Der er omkring 15 pensionskasser og de udgør en blandet gruppe virksomheder . Nogle er en del forsikrings- eller bankkonglomerater. Andre er arbejderejede eller knyttet til fagforeninger eller til en specifikke industri- eller handelsforeninger. Andre igen samarbjeder med internationale finanskoncerner som AIG, Aetna, og Banco de Santander. Flere af de store pensionskasser bliver selv handlet på det chilenske aktiemarked, og en af dem har for nyligt udstedt American depository receipts på Wall Street (hjulpet af en "A-'' kredit vurdering af chilenske sovereign bonds).

Et af nøgleresultaterne ved det nye system er den øgede kapitalproduktivitet og dermed den øgede økonomiske vækst i den chilenske økonomi. Det private pensionssystem har effektiviseret kapitalmarkedet og påvirket dets vækst over de sidste 15 år. De enorme summer som administreres af pensionskasserne har medført nye finansielle papirer samt styrket allerede eksisterende, men endnu ikke fuldt udviklede. En anden af pensionsreformens effekter på sundheden og gennemsigtigheden på kapitalmarkedet har været skabelsen af en indenrigs risikovurderingsindustri og styrkelsen af corporate governance. (Pensionskasserne udpeger bestyrelsesmedlemmer i selskaber som de ejer aktier i og sikrer dermed diversiteten ved bestyrelsesmøderne.)

Siden systemet trådte i kraft d. 1. maj, 1981 har det gennemsnitlige afkast været på 13 procent om året (altså mere end tre gange så meget som de forventede 4 procent pro anno). Selvfølgelig har det årlige afkast svinget markant som en naturlig del af det frie marked - der har været udsving fra minus 3 til plus 30 procent i realafkast - men den vigtige afkastgrad er den langsigtede.

Pensionerne under det nye system har været signifikant højere end under det gamle og statsadminstede system, som krævede en samlet skat på ca. 25 procent. Ifølge en nylig undersøgelse af Sergio Baeza (1995), modtager den gennemsnitlige private pensionist en pension svarende til 78 procent af den gennemsnitlige årlige indkomst for de sidste 10 år på arbejdsmarkedet. Som nævnt kan man ved pensionering hæve sin ”overskudsopsparing” (den som er over 70 procent satsen). Hvis disse penge var indregnet ved værdifastsættelsen af pensionen, så ville den totale værdi komme op på næsten 84 procent af indtægten. Modtagere af førtidspension og lign. modtager også i gennemsnit 70 procent af deres indtægt.

Det nye pensionssystem har derfor ydet et væsentligt bidrag til reduktionen af fattigdom ved at øge størrelsen på og sikkerheden for alle former for pensioner, og indirekte men meget effekt gennem den øgede vækst og dermed øgede beskæftigelse.

Det nye system har også afskaffet uretfærdigheden ved det gamle system. Ifølge konventionel tankegang vil betal-hen-ad-vejen pensionssystemer redistribuere indkomst fra rige til fattige. Men nye studier har vist, at når der tages højde for visse indkomstspecifikke karakteristika og funktioner af det politiske system så redistribuere det offentlige indkomst fra fattige til rige - og især til de mest magtfulde grupper af arbejdere. [3]

Konklusionen

Det er ikke overraskende, at det private pensionssystem i Chile er blevet så populært og har sikret social og økonomisk stabilitet. Arbejderne værdsætter retfærdigheden i systemet og de har gennem deres pensionsopsparing fået en direkte og synlig del i økonomien. Eftersom de private pensionskasser ejer store andele af aktierne i de største selskaber i Chile er arbejderne rent faktisk investorer i landets værdier.

Da det private system blev indført i Chile i 1981 blev arbejdere givet et valg mellem at træde ind i det nye system eller at forblive i det gamle. En halv million chilenske arbejdere (en fjerdedel af arbejdsstyrken) valgte at træde ind i det nye system alene i løbet af den første måned - langt mere end de forventede 50,000. I dag er mere end 90 procent af de chilenske arbejdere som havde været i det gamle system med i det nye. I 1995 havde 5 millioner chilenere en pensionsopsparing, det var dog ikke alle der var tilknyttede arbejdsmarkedet på fuldtid, og dermed er det ikke alle der indbetaler hver måned.

Når alt kommer til alt og når givet et valg så vælger arbejdere deres egen pengepung til fordel for det frie marked, selv når det kommer til ”hellige køer” som folkepensionen.

Efterhånmden som den offentlige pension forsvinder vil politikere ikke længere skulle beslutte om pensionerne skal stige og med hvilket beløb eller for hvilken gruppe. Dermed er pensioner ikke længere en så vigtig kilde til politisk konflikt eller for valgflæsk, som de engang var. En persons pension afhænger af hans egen indtægt og af økonomien, ikke af regeringen eller presset fra en specifik interessegruppe.

For chilenere repræsenterer deres pensionsopsparing nu en klar og tydelig ejendom, som er den vigtigste kilde til sikkerhed i alderdommen. Efter 15 år i funktion er det vigtigste aktiv for den typiske chilener ikke hans brugte bil eller selv hans lille hus (som sikkert stadig er gældsat),men hans pensionsopsparing.

Sidst men ikke mindst så har det private pensionssystem en meget vigtig politisk og kulturel konsekvens. Den overvældende del af de chilenske arbejdere som valgte af flytte system flyttede hurtigere end tyskerne flyttede fra øst til vest efter Berlin-murens fald. Disse arbejdere valgte frivilligt af forlade det offentlige system selv om en del af de nationale fagforeningsbosser og af den gamle politiske elite advarede mod at gøre det. Arbejdere er dybt involverede i forhold der vedrører deres eget liv, såsom pension, uddannelse og sundhedsvæsen og de træffer beslutninger med deres pårørende i tankerne og ikke på baggrund af politisk overbevisning.

Selvsagt giver det nye pensionssystem chilenerne en personlig indsats i økonomien. En typisk chilensk arbejder er ikke upåvirket af aktiemarkedets eller rentens udvikling. Intuitivt ved han, at en dårlig finansminister kan reducere hans pensionsopsparing. Når arbejderne føler, at de selv ejer en del af landet, og ikke gør det via partibosser eller et politbureau, så er de meget tættere knyttet til det frie marked og det frie samfund.

Dette er den korte historie om en drøm der blev til virkelighed. Den vigtigste erfaring er at udelukkende revolutioner som stoler på det enkelte menneske er vellykkede, og vi ser hvilke mirakler mennesker kan udfører når de er frie.

 

 

2010 © www.josepinera.org